'For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker.
Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70'erne og mødte 80'erne som TV-2, ulasteligt sortklædte og konceptuelt bevidste.
Som trommeslager er Gaul pulsen i musikken, men selv om han absolut ikke er teknologiforskrækket, er TV-2's anvendelse af rytmisk mekanik aldrig blevet umenneskelig. Tværtimod har Gaul forenet det moderne isenkram med et godt, gammeldags beat, der har hentet inspiration fra så forskellige folk som Phil Collins og Sly Dunbar.
Og så begyndte det hele i FDF i fødebyen Flensborg, hvor den tosprogede teenager Sven Holger lærte sig at spille marchlilletromme. Efter noder.
En studentereksamen fra Duborgskolen førte til en bifagseksamen i tysk fra Aarhus Universitet, men katederet skulle ikke blive Gauls scene. Sideløbende med årene i Taurus og den første tid i TV-2 arbejdede Gaul som booker for Århus Musik Kontor og brugte jobbet som en læretid. Popmusik er nemlig ikke kun for sjov, men business. Og her er TV-2 godt kørende med Gaul bag skrivebordet, hvor han sidder med samme naturlige ro som bag sit funktionalistisk opbyggede trommesæt.
TV-2 optager ikke hele hans sendeflade. Det musikfagligt organisatoriske har altid haft hans interesse. Han var formand for paraplyorganisationen, ROSA, Dansk Rock Samråd, 1991-93, og medlem af Statens Musikråd 1993-99 uden at nogen beskyldte ham for at gå sit bands ærinde.
Gauls integritet afspejles også af, at han på mandat fra de rytmiske musikorganisationer siden 2002 som repræsentant for de professionelle rytmiske musikudøvere har siddet i Københavns Musikudvalg, som fremmer og samordner musiklivet i den kommune, hvor han selv bor, når han da ikke turnerer med TV-2.'